Bunny
Don’t catch the bunny
‘Cause the strange girls told you to
Don’t be the bunny
/haiku
Forestil dig Susanne Clarke og Chuck Palahniuk, der bliver sat til at skrive en reboot af Mean Girls. Så ville du nok ramme noget i retning af Mona Awads Bunny.
Samantha Mackey går på et creative writing-kursus på Warren University – et sted, der er banebrydende i sin måde at gå til den kreative proces på. Desværre går hun i en klasse bestående af hende selv og fire andre piger, der synes forenet i en slags pink hivemind. De er beskrevne som halvt tegnefilmsfigurer i skrigende farver, høje stemmer og en tendens til at møde i knusende og højlydte kram. Og så kalder de hinanden konsekvent for bunny.
De er Samanthas modsætninger – døtre af rige familier, manieret opstemte og tilsyneladende socialt succesfulde. Måske endda lykkelige?
Alt fortælles i Samanthas skarpe, men også humoristiske stemme. Hun er weltschmerz og digterisk stræben, men hun er også bistert sjov. En stabel traumer iklædt genbrugstøj, der forsøger at købe billet til det gode selskab. Fortiden ligger på hende som lag uhumske dyner – senest et forhold (?) til en underviser, eller i al fald et anstrengt forhold nu, som vi holdes halvt uvidende om.
Og så lukker Bunnyerne hende ind. Eller måske nærmere trækker hende ind. I deres fællesskab og deres radikale forsøg på at arbejde med værket. De bruger kaniner som grundsubstans, og du vil – med clickbait-agtig påståenhed – have svært ved at tro, hvad de gør med dem. Lad os blot sige, at vi tager skridtet fra universitetsroman til noget i Venn-diagrammet mellem metafiktion, moderne reimagining af folkeeventyr og sikkert et par andre ting, som jeg ikke har ord for.
Det er med andre ord først her, at Samanthas liv helt begynder at gå op i limningen. Sammen med virkeligheden.
Og ligesom et biluheld er det fascinerende at overvære. Awad skifter glidende mellem satire og horror og drama, samtidig med at hun lader plottet skifte i overraskende retninger. Indrømmet, personligt kunne Samanthas stemme godt blive lidt for overkørt i mine ører til tider, men det er nok en generationsting (jeg havde været 100% solgt på den som yngre), men der er heldigvis meget andet, som afvejer det. En klar anbefaling fra en læser, som normalt ville reagere med ansigts-tics på en “moderne reimagining af folkeeventyr”.
